I søndags var jeg til trav i Skive. En fantastisk dag med en sport som ganske enkelt ikke kan gøres bedre på en provinsbane i Danmark.
Som følge af mit sponsorat til Skive Ponyklub sad jeg i restauranten og nød det velsmagende tagselvbord sammen med bla. min tidligere kollega Helle Kukkonen og hendes mand Seppo.
Da den tyske gæst Schampus med Josef Franzi i vognen vandt Frosty Hanovers Mindeløb for de 4 årige heste – var præstationen så fantastisk at jeg tog min jakke og skyndte mig ned tilskuerpladserne – den ekvipage skulle bare hyldes og jeg ville se den smukke hest helt tæt på. Og hvilken hest – i sin 5 start stod den fuldstændig afbalanceret midt på banen efter en mageløs præstation. Den fik tæppe på og laurbær om halsen. Den rejste hovedet, knejsede som en majestæt og startede med at vrinske – Schampus stod hele stille som om der kun fandtes en hest i verden. For pokker hvor var den lækker – jeg blev lige husket på hvorfor vi skal ud på banen og se hestene.
Mange andre end mig var gået ned til hegnet (og der var rigtig mange) – vi ville se den smukke heste og få lov til at klappe vores begejstring til ekvipagen. Vi stod og ventede utålmodigt på at ekvipagen kom på æresrunde og i 7-8 minutter skete der ingenting. Hvorfor sendte man ikke ekvipagen på æresrunde så vi kunne hylde Schampus og Josef.
Det skulle laves interview – og da det var på tysk eller engelsk så var man åbenbart lidt i tvivl om hvorledes dette skal håndteres.
De mennesker som tager på travbanen vil se dyrerne – mærke stemningen. Og få lov til at klappe af specielt de sportsudøvere der gør noget helt ekstraordinært. Det fik vi ikke lov til i søndags – og det var en skam. For det havde de fortjent – nu blev det en lidt forkølet æresrunde.
Spillerelvant information har sin berettigelse før løbene – men efterfølgende hyldest bør indrettes på at tilgodese det tilstedværende tilskuer oplevelse – specielt på dage, hvor flere tusinde mennesker har valgt at tage til trav. Også af hensyn til udøverne – for hvem kan ikke lide at hyldes efter en stor præstation.
Hvis vi vil have mennesker ud på banerne så er man nød til at sørge for at TV ikke har alt indflydelse på hvad der sker. Det er helt OK at TV fylder meget på banerne før løbet – men efter løbet så bør man have mere fokus på at afvikle tingene så dem som er kommet til banen får en god oplevelse.
Mit indlæg skal ikke opfattes som om jeg er imod TV fra banerne – tværtimod, men når der produceres TV på store dage, skal man kunne korrigere på sine koncepter således at publikum på banen ikke tilsidesættes.