Sikke en søndag

Billede: Hustle Rain efter en sejr på Solvalla

Stutteri Dust er repræsenteret på flotteste vis i København denne søndag på Copenhagen Cup dagen. Vi ser derfor frem mod den dag med stolthed og tilfredshed – vores opdræt er repræsenteret på den største storløbsdag herhjemme med internationalt tilsnit, Copenhagen Cup-dagen. Det er sådanne dage opdrætterlysten og motivationen kommer af, særligt motiverende er det at komme “hjem” med Hustle Rain og repræsentere de danske farver.

Vi var aldeles heldige i mandagens lodtrækning, og starter således fra et perfekt spor 2. Hustle har ved tidligere lejligheder været starthurtig og det synes ikke usandsynligt at hvis han ønsker det, kan Magnus sidde tidligt i spids. Hustle kan gå fra alle positioner. Han har dog tidligere være lidt svær at flytte i sporene når der rigtigt er fart på, som bl.a. i Kongepokalsfinalen hvor Magnus efterfølgende kunne berette, at han ikke havde kørt færdigt, men blot ikke kunne holde farten når han skulle udenom foranliggende. Vi er derfor ovenud tilfredse med udfaldet af sporlodtrækningen, hvor Magnus og Hustle på eget initiativ kan få en fordelagtig placering i feltet tidligt.

Vi er optimistiske omkring søndagens start, men samtidigt realistiske. Der kommer rigtigt mange gode heste til start, og for at nævne et par stykker er heste som Emoji, Barack Face, Demon og Gericault ikke nogen man “bare” lige går ud og slår. Der skal held til og Hustle skal være perfekt på dagen. Nu har vi haft det indledende held med os med lodtrækningen, og kommer i øvrigt sammen med en træner og kusk der er i absolut storform. Bedre forudsætninger kunne vi ikke have ønsket os.

Nu glæder vi os bare til søndag klokken 16:55.

Inden Copenhagen Cup løbet har vi vores 2 dejlige 6 års hopper til start Glorius Rain og Golden Rain. De har trukket henholdsvis spor 7 og spor 9. Glorius har nok den bedste chance selvom spor 7 er lidt for langt ude op vingen til at tro hun kommer til spids. Men hun er så tilpas god så hun kan også vinde fra andre positioner. Hendes sæson debut er overstået og hun skal ifølge træner og kusk være gået reelt frem med denne start.
Golden Rain fra sport 9 kan være en luring. Hun går op i klasse og får hun det rigtige sniger løb så skal hun ikke ses uden en hvis chance. Og hendes kusk Magnus A Djuse kan være mester i at give hende det perfekte løb.